Koldhævede squash / græskar boller bagt på surdej

Koldhævede squash / græskar boller bagt på surdej – lækre saftige og luftige med en god smag.

Kender i gærskar sorten White Bush? De går også under betegnelsen hvide squash. Dem har vi i haven. Altså i mit meget lille frimærke af en køkkenhave stortrives de. Jeg har sat 4 planter i år og de gror og gror. De to af planterne har dog i år besluttet sig for at blive grønne, men det smager de jo ikke dårligere af.

Jeg havde også den her type græskar / squash sidste år med stor succes og jeg havde derfor store forventninger til årets høst og dem må jeg sige bliver opfyldt og lidt til. Jeg er derfor endnu engang gået i tænkeboks og denne gang er det en god gang lækre og saftige boller, som er blevet tryllet frem.

Squash / græskar boller

Ca. 15 stk

300 g knækkede hvedekerner
4 dl kogende vand
5 dl koldt vand
10 g gær
1,5 dl hvedesurdej – se hvordan du laver din egen surdej her: Surdejsguide vol. 1.2 – nu med rugsurdej
300 g revet squash / græskar
10 g salt
200 g grahamsmel
400 g manitoba hvedemel
200-300 g hvedemel

Dagen før frisker du din surdej op.

Start med at koge vand og sæt hvedekernerne i blød i 30 minutter.

Riv squash / græskar på et rivejern og stil det til side.

Efter 30 minutter:

Kom koldt vand, gær og surdej i din skål i røremaskinen og bland det sammen med din K-spade.

Tilsæt knækkede hvedekerner og græskar og rør det forsigtigt rundt.

Kom salt, grahamsmel og manitoba mel i skålen og rør det sammen.

Tilsæt 200 g hvedemel og rør dejen sammen. Efter ca. 10 minutter har den samlet sig og skulle gerne have et fint glutennetværk. Er den stadig for blød tilsættes lidt mere hvedemel.

Lad dejen hvile 30 minutter og sæt den i køleskabet med film over eller i en skål med låg.

Lad dejen hæve i køleskabet til dagen efter.

Tag dejen ud af køleskabet og lad den hvile ved stuetemperatur i en halv times tid.

Varm ovnen op til 250 grader med en pizza sten i.

Kom bollerne ud på et meldrysset bord og form dem med bagespartler til boller.

Du kan også sætte bollerne direkte på bagepapir med et par skeer.

Bag bollerne i ovnen på pizzasten i 12 minutter.

2 Comments

Skriv et svar