Risengrød uden brændt gryde

Risengrød uden brændt gryde

Risengrød uden brændt gryde – Der findes et utal af fif til at undgå at risengrøden brænder på. Jeg har spurgt mor til råds og fået et rigtigt husmoderfif, som du kan se lige her.

Det er ved at være en del år siden at jeg første gang kæmpede med at risengrøden brændte på. Indlægget her blev skrevet i 2011 og i 2015 delte Mad & Bolig mit fif på deres hjemmeside lige her. Siden er det blevet til mange klik på lige netop det her fif.

Der er ingen tvivl om at risengrød er en vinterspise, som vi danskere elsker. Samtidig er det værste vi ved, at kæmpe med en gryde med brændt grød efterfølgende.

Herhjemme spiser vi oftere risengrød nu end vi gjorde i 2011. Det skyldes først og fremmest at vi som børnefamilie, har to små krudtugler, som får julelys i øjnene, når der bliver serveret grød.

Jeg har dog indtrykket af at risengrød har fået en comeback og især med alverdens opskrifter på kager, hvor risalamande indgår, er grøden steget i popularitet. Selv er jeg desværre ikke til risalamande. Jeg øver mig hvert år, men holder nu mest af grøden i sin originale form.

Jeg spørger mor og mormor til råds

Da jeg i sin tid gerne ville igang med at lave min egen grød, brændte den selvfølgelig på selvom jeg ellers syntes, jeg havde holdt godt øje med den.

Derfor klagede jeg min nød til mormor, for at høre hvordan jeg fik lavet risengrød uden brændt gryde. Hun nævnte at mor havde givet hende det fif at koge grøden i en kogepose.

Det måtte selvfølgelig prøves af, så vi fik købt nogle stegeposer til formålet og så ellers igang. Det er simpelthen det mest geniale jeg nogensinde har prøvet – Så simpelt og så nemt. Derfor vil jeg nu give det gode råd videre til jer, der ligesom mig er træt af altid at have brændte gryder når der laves risengrød.

Sådan går du risengrød uden brændt gryde

Gryden sættes over med vand, så det kan komme op og koge. Husk ikke at putte for meget vand i, da stegeposen med indhold kommer oveni.

Stegeposen fyldes med 4 dl grødris og 2 l mælk og sættes ned i det kogende vand.

Herefter puttes låg på og så står grøden ellers bare og passer sig selv. Jeg kigger til det indimellem og rykker lidt rundt på posen, så mælk og ris bliver godt blandet.

Til sidst kogte jeg det uden låg, da jeg syntes det var nemmere at styre, men det kan du jo gøre som du vil.

Når grøden virker næsten færdig åbnes posen i toppen, så dampen kan komme ud af posen, da grøden ellers bliver meget flydende.

Lad vandet i gryden koge videre til grøden har den ønskede konsistens.

Server med det obligatoriske kanelsukker og smørklat.

Risengrød uden brændt gryde

Har du rester af risengrøden?

Så skal du selvfølgelig lave klatkager! Børnene elsker at få lov at spise grøden som skønne søde klatter dagen efter.

Igen har jeg spurgt mor til råds og opskriften på mine klatkager finder du her: Klatkager – brug risengrødsresterne

Vil du gerne have mere fokus på at få brugt de sidste rester af indholdet i køleskabet, deler jeg inspiration lige her: Brug resterne

Mange glade julehilsner Bianca

Her finder du mig

Du er altid velkommen til at kigge forbi min instagram @homebybianca, hvor jeg deler billeder af mine opskrifter, lidt af mine kreative input og livet som mor.

Bloggen kan også findes på facebook, hvor jeg løbende ligger links til de nye indlæg op. Bloggens facebookside findes her Home by Bianca 

På Pinterest pinner jeg opskrifter, kreative input og skøn inspiration under navnet Home by Bianca.

Er der noget du mangler eller gerne vil vide mere om, så er du altid velkommen til at spørge.

 

Udgivet første gang 6/11 2011
Opdateret 1/12 2018

18 Comments

  • Camilla

    4. april 2016 at 14:54

    Nej, du misforstår min mening – det ser for mig mærkeligt ud i den forstand, at jeg aldrig har set det før og aldrig ville have gættet at det ville virke :o) Men det er da vildt smart, og jeg skal helt klart prøve det snarest… det er jo også meget passende når jeg har sukket efter risengrød de sidste 14 dages tid :o)

    Svar
  • Bianca

    4. april 2016 at 14:54

    Birthe-> Tippet bliver i hvert fald brugt fremover herhjemme, så kan kun anbefale det 🙂

    cs-> Velbekomme. Synes også det var så smart at jeg måtte dele.

    Camilla-> Er da ked af det ser mærkeligt ud. Jeg synes nu det ser smart ud når jeg ved det virker.

    Svar
  • Bianca

    4. april 2016 at 14:54

    Camilla-> Nåe okay. Her står den på risengrød fra nu af og helst en gang om ugen. 😀

    Pille-> Det virker, så det kan jeg kun anbefale 🙂

    Mor-> Ja, men alligevel godt gjort at det er mormor der fortæller mig dit tip. Altså. Men det virker jo 🙂

    Pia Sabine-> Ja tror også mange gange det er maven der siger stop her 🙂

    Svar
  • Lene

    4. april 2016 at 14:54

    Super min pige at du har givet tippet videre. Se jeg kom på ideen en dag jeg også var træt at brændt grød. Og det er jo ikke altid man lige får sat den igang om morgenen så den kan koge færdig i sengen :-).
    Så ned i posen med det hele og så er der nem og let maden uden brændt smag.
    God fornøjelse til alle der afprøver tippet.

    Svar
  • Pille

    4. april 2016 at 14:54

    Det var skisme da en smart måde.. For ja, syntes også altid jeg brænder risengrøden på.. Det må klart afprøves herhjemme på et tidspunkt..

    Svar
  • Michelle

    4. april 2016 at 14:54

    Hvor er det genialt! Har aldrig set denne metode før, men prøvede den af her til aften, og det er super nemt! Og skønt at slippe for at røre i gryden hele tiden, når junior absolut ikke er i hopla til at lave aftensmad:-)

    Svar
  • Christina

    9. december 2018 at 0:04

    Glimrende idé, den glæder jeg mig til at prøve ☺️ hvis man står med en brændt gryde, kan man smide en opvaske tabs i den med vand, og så er det let som en leg at få den ren næste morgen ☺️

    Svar

Skriv et svar