Har du en rest i køleskabet eller vil du bare gerne blive bedre til at få forberedt til hverdagen. Så deler jeg her mine erfaringer og fif sammen med en ingrediensliste fra A – Å
Brug resterne – hvorfor og hvordan
Noget af det der altid har betydet meget for mig, er at få brugt alle madvarer. Jeg hader at smide mad ud. De fleste rester kan bruges til et eller andet. Det er noget jeg hele tiden tænker ind i min planlægning af ugens mad.
Jeg er klar over mange madbloggere lægger deres madplan ud. Det har jeg valgt ikke at gøre, af den simple årsag at vi allesammen spiser forskelligt.
Forstået på den måde at vores madplan bliver planlagt ud fra, at få brugt de rester, der er i køleskabet fra ugen før. Det er slet ikke sikkert du derude har samme mængde rester. Derfor ville du skulle købe den ekstra ingrediens. Hvilket så måske ville ende ud med en rest i den anden ende.
Istedet vil jeg gerne inspirere dig til at bruge dine rester og sørge for forberedelse af din mad. Det er her food prep udtrykket kommer i spil.
Vi handler altid ind om søndagen. Fredag er vi trætte efter ugen. Lørdag er der ofte planer, så derfor synes vi herhjemme at søndag er en god dag. I kan jo sagtens have en helt anden handle dag. Eller måske bestille maden til levering. Der er mange muligheder.
Vil du gerne have lidt idéer til at få brugt de sidste ingredienser fra ugen før. Så kan du trykke på den enkelte ingrediens og du kommer til mit #, hvor der er opskrifter for denne.
Foodprep – forbered din mad i forvejen
For os spiller foodprep en vigtig rolle i planlægningen. Vi er en travl børnefamilie, så madplaner er en vigtig grundsten i vores planlægning.
Hvad går det der food prepping så egentlig ud på?
Har du aldrig før forberedt mad i forvejen? Vil du gerne prøve en uge af hvor alt er lavet på forhånd?
Så deler jeg en fuld indkøbsliste og fremgangsmåde / opskriften til en uge i indlægget: ‘Sunde og nemme retter med kylling til 5 dage’
Idéen er her, at du laver mad klar til 5 dage på 2 timer. Så skal du bare varme maden i løbet af ugen.
Find opskrift mm. her:
Foodprep – sunde og nemme retter med kylling til 5 dage
Jeg er klar over, at ikke alle er super vilde med det der mikroovn opvarmet mad. Derfor kan du også food preppe på en lidt anden måden.
Food prepping er nemlig også at forberede ingredienserne på forhånd.
Når du har lavet din madplan og har handlet ind, ser du simpelthen på hvilke ingredienser, der kan gøres klar på forhånd.
Tag gerne børnene med i køkkenet. De vil rigtig gerne være med til at skylle, skrælle, hakke og alt det andet. Så gør en aften ud af det, hvor hele familien er samlet. Det er faktisk ret hyggeligt.
Food prep – den bedste måde at skabe tid i hverdagen
Vil du gerne blive klogere på Food prep, så deler jeg min guide og mine tanker lige her:
Ingredienslisten
Listen er ikke fuldstændig og jeg arbejder på at få mere på løbende
Herunder har jeg lavet en ingrediensliste, der fører dig til til opskrifter hvori den pågældende ingrediens bruges. Jeg har markeret de ingredienser, der kan forberedes i forvejen med *.
Ved ingredienser markeret med *, vil du se foreslag til hvordan du kan forberede den enkelte ingrediens til ugens brug.
Som du kan se, er ingredienslisten opstillet i alfabetisk orden. Så kan du nemt finde den ingrediens du har brug for viden om eller opskrifter til.
Skriv endelig en kommentar til indlægget her, hvis der er noget du er i tvivl om.
Vil du gerne have lidt idéer til at få brugt de sidste ingredienser fra ugen før. Så kan du trykke på den enkelte ingrediens og du kommer til mit #, hvor der er opskrifter for denne.
Ingrediensliste A – Å
Ananas* – Skræl den og skær den i mundrette bider, som du kommer i en lufttæt beholder i køleskabet. Så er det nemt lige at komme i madpakken.
Appelsin – brug dine appelsinrester til en lækker appelsincurd, det vil du ikke fortryde.
Avocado – lav lækkert avocadopålæg
Banan – har du bananer, der skal bruges kan du her finde lækre opskrifter, men ellers kan de med fordel skæres i skiver og kommes i fryseren. Så har du nemt en gang bananer til smoothie eller is.
Blomkål – Skyl dit blomkål og skær den i mindre buketter. Skal du bruge den til blomkålsris, så riv dem med det samme, så de er klar.
Broccoli – Skyl din broccoli og skær den ud i mindre buketter. Damp evt. et par stykker, hvis du kan lide at spise dem som snack. (de kan holde et par dage i køleskabet, så lad være med at dampe for mange ad gangen)
Champignon – Skyl dem og skær dem ud i ud i mindre stykker. (De kan også sagtens rives og kommes i kødsovs til de lidt kræsne munde)
Gulerødder – skal de skæres i stave eller rives? De kan gemmes i en skål med lidt vand ved, så holder de sig fint.
Græskar – kan sagtens skæres ud og kommes i bøtter til ugens brug. Rester fra lanternegræskar kan bruges i en lækker græskargryde.
Grønkål – når vi har grønkål i haven vasker og snitter vi det inden det bliver gemt i en bøtte i køleskabet til ugens mad, eller bliver frosset ned i mindre portioner. Det smager også lidt bedre efter en gang frost.
Hindbær – er du heldig at have en hindbærbusk, så sørg for at få plukket de skønne bær og gem dem i fryseren. De er gode i en marmelade, når vinteren kommer eller i kager.
Hvidkål – Hvidkål kan sagtens snittes på forhånd og gemmes i en lufttæt beholder.
Marcipan – marcipan kan sagtens fryses og tages op til senere brug.
Porrer – rens dem og skær dem i skiver til ugens brug. Så er det nemt lige at komme i maden. Gem dem i en lufttæt beholder i køleskabet.
Rabarber – sørg for at lave en lækker rabarbercrumble, mens du har friske rabarber. Ellers skær dem i tynde skiver og frys dem ned i mindre portioner. Så har du til marmelade til vinteren eller en til kager. Du kan også løbende tage op og lave skøn kompot.
Ramsløg – kan plukkes i skovbunden omkring marts måned. Husk at læse mine gode råd, da de kan forveksles med giftige planter.
Rodfrugter – kan renses og skrælles og gemmes i en lufttæt beholder med lidt vand i bunden til de skal bruges.
Rugbrød – Har du en rugbrødsret eller et bagt rugbrød, der kiksede. Det kan nemt trylles om til lækre grovboller eller rugbrøds müsli.
Røde linser – Brug røde linser til at give fylde til dine retter. De er fyldt med kostfibre og protein og holder dig mæt længe.
Spidskål – Vi bruger rigtig meget spidskål og sørger gerne for at snitte det fint og gemme i lufttætte bøtter i køleskabet til den kommende uge. Det er godt at blande sammen med revne gulerødder til en råkostsalat. Vi bruger det også gerne som fyld til supper og gryderetter, som erstatning for pasta og ris eller bare stegt på en pande som tilbehør til røræg om morgenen.
Squash – kan sagtens skæres i stykker og kommes i bøtter til ugens retter. Kom eventuelt lidt vand i bunden af bøtten, så de får lidt fugt og ikke tørrer ud.
Ærter – forbered en lækker suppe eller en gang ærtemos.
Er der noget du savner, så spørg løs i kommentarfeltet. Det kan være der er noget jeg ikke selv har tænkt på, men som jeg bare gør af vane.
Jeg samler de fleste af denne type opskrifter under siden #Brug resterne. Så her kan du også altid kigge forbi og lade dig inspirere.
Rigtig god fornøjelse.
Her finder du mig
Du er altid velkommen til at kigge forbi min instagram @homebybianca, hvor jeg deler billeder af mine opskrifter, lidt af mine kreative input og livet som mor.
Bloggen kan også findes på facebook, hvor jeg løbende ligger links til de nye indlæg op. Bloggens facebookside findes her Home by Bianca
På Pinterest pinner jeg opskrifter, kreative input og skøn inspiration under navnet Home by Bianca.
Er der noget du mangler eller gerne vil vide mere om, så er du altid velkommen til at spørge.
6 Comments
Elizabeth
29. marts 2020 at 8:07Fin oversigt – jeg har tit tænkt at jeg burde food preppe noget mere, men bliver ofte i tvivl hvad der er den bedste måde at gøre det på.
Men hvor længe kan de grøntsager holde sig, som ikke kommer i fryseren? For eksempel de revne gulerødder?
Home by Bianca
30. marts 2020 at 11:31Hej Elizabeth. Tak for din kommentar.
Først og fremmest kommer det helt an på hvor luftæt din beholder er. Her kan gulerødderne med lidt vand ved godt holde sig 4-5 dage og det samme gælder spidskål, blomkål og broccoli der ikke er tilberedt. Kan du vacumpakke det holder det længere. Når først det er dampet/tilberedt er det maks 2 dage.
Tekla Bach
16. april 2020 at 15:10Virkelig brugbar oversigt.
Jeg har ikke fået ordentligt gang i foodprep endnu, men vil rigtigt gerne være bedre til det. Det kan virkelig gøre hverdagen nemmere, hvis jeg ikke skal hakke og snitte hver dag. Så jeg må i IKEA og hente flere af mine yndlingsglas til opbevaring af hakket grønt…..
Home by Bianca
16. april 2020 at 19:41Tusind tak. Det er jeg glad for at høre.
Det er altid en god idé, at have udstyret på plads inden man går igang.
Det fungerer rigtigt godt hos os med foodprep og vi tænker slet ikke over, at vi foodprepper mere.
Lene
16. april 2020 at 20:39Bianca, det var skisme en smart liste😃 Der er basis for at bygge videre på de ting, man har i køleskabet.
Home by Bianca
18. april 2020 at 19:08Tusind tak Lene. Jeg håber i hvert fald det kan give lidt inspiration til nye måder, at lave mad og samtidig få brugt alle resterne.