Kage/Dessert Opskrifter

Lyserøde macarons med ruby ganache

Lyserøde macarons med ruby ganache

Lav fine lyserøde macarons med en skøn smag af ruby chokolade

Her har jeg lavet fine lyserøde macarons, men macarons kan laves i mange fine farver. Grunden til at jeg her har valgt den lyserøde udgave er, at jeg synes de passede så fint til fyldet.

Jeg har nemlig valgt at lave en lækker ganache af ruby chokolade. Det er selvfølgelig stærkt inspireret af mine chokolade macarons med karamel ganache, som er lavet på gold chokolade. Find opskriften på dem lige her: Chokolade macarons med karamel ganache.

Opskriften på mine lyserøde macarons med ruby ganache finder du nederst på siden her i en fin printvenlig version, som du nemt kan tage med i køkkenet.

Lyserøde macarons med ruby ganache
Foto: Bianca – HomebyBianca.dk

Det skal du være opmærksom på

Hvordan farver man macarons?

Når du farver dine macarons skaller, skal du bruge enten pastafarve eller pulverfarve. Det er vigtigt at du ikke bruger frugtfarve, da væden fra farven vil ødelægge konsistensen i dejen.

Hvor meget farve skal der i dejen?

Når du farver din dej skal den være meget forsigtig. Kommer der for meget farve i, kan det påvirke dejens konsistens, men kommer du for lidt i, kan den forsvinde under bagningen.

Hvorfor bliver mine macarons mørke?

Når du bager dine macarons vil overfladen få den klassiske mørke bage farve. Det kan undgås ved at du sænker temperaturen lidt og lader dine skaller tørre lidt længere tid ved lavere temperatur.

Lyserøde macarons med ruby ganache
Foto: Bianca – HomebyBianca.dk
Lyserøde macarons med ruby ganache
Foto: Bianca – HomebyBianca.dk

Ganache – en klassiker

Ganache er en chokolade creme, som afhængig af dens konsistens, kan bruges til mange forskellige ting. Jeg tager udgangspunkt i den klassiske ganache, som jeg bruger til mine fyldte chokolader. Den får en god cremet konsistens, men uden at flyde ud.

Samtidig holder den godt fast på skallerne, når jeg samler mine macarons.

Til de fine lyserøde macarons, har jeg brug en ganache lavet på ruby chokolade.

Ud over den fine lyserøde farve har chokoladen en skøn smag.

Lyserøde macarons med ruby ganache
Foto: Bianca – HomebyBianca.dk

Hvad er ruby chokolade?

Ruby chokolade er en forholdsvis ny form for chokolade, så lad os dykke lidt ned i hvad det egentlig går ud på.

  • Ruby chokolade blev præsenteret i 2017 af chokoladefirmaet Callebaut.
  • Det er lavet på en bestemt type kakaobønne, som har et naturligt lyserødt skær og det er derfor chokoladen får den lyserøde farve.
  • Chokoladen smager sødt, lidt af bær og også lidt syrligt.
  • Temperering – jeg temperer ruby chokolade på samme måde som hvid chokolade. Du kan finde min tempereringsguide her: https://www.homebybianca.dk/fyldte-chokolader-guide-opskrift/

Lyserøde macarons med ruby ganache
Foto: Bianca – HomebyBianca.dk
Lyserøde macarons med ruby ganache
Foto: Bianca – HomebyBianca.dk

Lav dine macarons i god tid – opbevaring

Det er ingen hemmelighed, at en macaron er en lille diva kage. Der skal så lidt til, før at det hele driller og den slet ikke bliver, som den skal. 

Jeg anbefaler derfor, at du laver dine macarons skaller i god tid. På den måde kan du sagtens nå en portion mere, hvis de ikke lige blev helt rigtige.

Gem endelig den portion, der fejlede og knus den over en skøn is dessert. Så går de ikke til spilde.

Macarons skaller kan gemmes i en lufttæt beholder i 3-4 dage. Gerne i køleskabet.

Du kan også sagtens fryse dine færdige skaller, bare du sørger for at de er tøet ordentligt inden du kommer fyld i. Så tag dem ud af fryseren 1-2 timer før de skal fyldes. Skallerne kan holde sig ca. 1 måned på frost.

Da jeg bruger ganache til opskriften her, kan du også sagtens samle dine macarons og fryse dem i ca. 1 måned. Bare sørg for at lad dem tø 1-2 timer før servering.


Macarons opskrift, guide og vejledning
Foto: Bianca – HomebyBianca.dk

Jeg har samlet min klassiske opskrift sammen med min guide og vejledning lige her:


Lyserøde macarons med ruby ganache

Du kan selvfølgelig lave lige den smag du har lyst til, men jeg kan godt lide, når farve og smag passer sammen. Derfor faldet valgt på den skønne lyserøde ruby ganache. 

Vil du gerne se andre opskrifter på fyld finder du dem lige her: #macarons

Opskriften på mine lyserøde macarons med ruby ganache finder du nederst på siden her i en fin printvenlig version, som du kan tage med i køkkenet.

Rigtig god fornøjelse.

Signatur

Her finder du mig

Du er altid velkommen til at kigge forbi min instagram @homebybianca, hvor jeg deler billeder af mine opskrifter, lidt af mine kreative input og livet som mor.

Bloggen kan også findes på facebook, hvor jeg løbende ligger links til de nye indlæg op. Bloggens facebookside findes her Home by Bianca 

På Pinterest pinner jeg opskrifter, kreative input og skøn inspiration under navnet Home by Bianca.

Er der noget du mangler eller gerne vil vide mere om, så er du altid velkommen til at spørge.

Rigtig god fornøjelse – mange bagehilsner Bianca

Lyserøde macarons med ruby ganache

Ruby chokolade smager sødt, lidt af bær og også lidt syrligt.

Her deler jeg opskrift og fremgangsmåde på macarons. Husk at macarons er en svær lille kage og det kræver tålmodighed. Denne vejledning skulle gerne hjælpe dig på vej. Lykkes det ikke første gang, så prøv igen.

Ret: Småkager
Antal: 24 stk
Forfatter: Home by Bianca
Ingredienser
Macarons bunde
  • 80 g mandelmel
  • 120 g flormelis
  • 2 æggehvider (60 g)
  • 50 g sukker
  • Lyserød pastafarve
Ruby ganache
  • 100 g ruby chokolade
  • 1 dl piskefløde
  • 12 g blødt smør (jeg bruger saltet smør)
Sådan gør du
Macarons bunde
  1. Kom mandler og flormelis i en blender og blend i ca. 15 sek. Sigt herefter blandingen ned i en skål, så du har en fin melblanding.

  2. Kom æggehviderne i en skål og pisk dem til de danner bløde toppe når du løfter piskeriset. Pisk herefter sukkeret i lidt ad gangen, til du får en fast og blank marengsmasse.

  3. Pisk pastafarve i til de får den lyserøde farve du gerne vil have.

    Husk at en del farven falmer, når du bager dine macarons.

  4. Fold mandelblandingen i marengsmassen med en spatel, en tredjedel ad gangen. Når mandelblandingen er grundigt foldet i, fortsættes foldningen til massen bliver en blank dej med en tyk "lang" konsistens.

  5. Hæld dejen i en sprøjtepose og klip hul på ca. 1 cm i diameter eller brug en metaltyl. Tryk 24 små cirkler ud på et par bageplader beklædt med bagepapir. Du må ikke sætte cirklerne for tæt.

  6. Bank bunden af pladerne med en håndflade, så eventuelle toppe og luftbobler forsvinder.

  7. Lad pladerne hvile i 30 minutter ved stuetemperatur. Bundene skal tørre ind og danne en let skorpe, så du forsigtigt kan røre ved dem uden at der sætter sig dej fast på fingeren.

  8. Forvarm ovnen til 150 grader almindelig ovn (ikke varmluft).

  9. Bag macaronsne en plade ad gangen i ca. 10-15 minutter. Stil dem derefter til afkøling på pladerne i 10 minutter. Tag forsigtigt bundene af pladerne og lad dem afkøle helt på en bagerist.

Ruby ganache
  1. Hak chokoladen og kom det i en skål. Smelt det forsigtigt en smule i mikroovnen. Det behøver ikke alt sammen være smeltet.

  2. Varm forsigtigt fløden i en gryde til det næsten koger og hæld det over chokoladen.

    Rør til al chokoladen er smeltet. (vil det ikke smelte helt, kan du give det et par sekunder i mikroovnen)

  3. Tilsæt smørret og lad det smelte.

  4. Stil det til side til din ganache får en lidt tykkere konsistens og kan kommes i din sprøjtepose.

Samling og pynt
  1. Pynt eventuelt halvdelen af dine macarons bunde med smeltet chokolade.

  2. Når ganachen er kølet ned til den rette konsistens.

    Kom ganache på den anden halvdel og sæt toppen på, så du får en fin macarons med fyld.

Lyserøde macarons med ruby ganache
Foto: Bianca – HomebyBianca.dk
Lyserøde macarons med ruby ganache
Foto: Bianca – HomebyBianca.dk
Lyserøde macarons med ruby ganache
Foto: Bianca – HomebyBianca.dk
Lyserøde macarons med ruby ganache
Foto: Bianca – HomebyBianca.dk
Lyserøde macarons med ruby ganache
Foto: Bianca – HomebyBianca.dk

You Might Also Like

No Comments

    Leave a Reply

    Opskrift Vurdering