Forår i et glas – Ramsløgsalt

Nu er foråret kommet og herhjemme nyder vi alle de soltimer vi kan, både i haven og i vores udestue. Blomster titter frem, køkkenhaven bliver gjort klar og der står små krukker til forspiring i vindueskarmen. Det er balsam for sjælen efter vinterens grå og kolde tid. Selvom vi ikke helt kan regne med temperaturerne endnu, suger vi alt det til os vi kan.

Derfor måtte jeg også have lidt ramsløg med hjem, da de tittede frem af jorden på min vej hjem fra arbejde. 
Nu er påsken igang og der står tiden på familiehygge og påskefrokost. Derfor passede det perfekt med en omgang ramsløgsalt til værter og værtinder. Børnene har klippet fine påskeæg til, hvilket må være den helt perfekte gave til bedsteforældre og oldeforældre. 

Opskriften er nem og lige til at gå til, hvis du kommer forbi et sted med ramsløg. Husk at sæt dig godt ind i kendetegnene ved ramsløg inden du plukker løs, så du ikke får plukket den giftige liljekonval, som til forveksling godt kan ligne ramsløg. Kendetegn ved ramsløg er at de dufter af løg, har en lang bladstilk og vokser fra et løg.
Når du har plukket dine ramsløg kan du nemt lave denne skønne ramsløgsalt, som også kan gemmes til de mørke måneder og minde os om foråret.
Ramsløgsalt:
Ca. 60 ramsløgsblade
250 g salt
Skyl ramsløgene og kom dem i en blender sammen med salt. 
Kværn det hele godt og kom det på en bageplade med bagepapir. 
Tør i ovnen ved 50 grader i ca. 2½ time. Mærk på salten at den er helt tør. 
Lad køle af og kom på fine små glas.  

2 Comments

Skriv et svar