Hvid gløgg med appelsin

Hvid gløgg med appelsin til 2 personer

Hvid gløgg med appelsin – en dejlig varm krydret drik til de kolde dage.

Jeg har aldrig rigtigt lært at drikke rødvin. Det betyder også at jeg heller ikke drikker gløgg, når der bliver serveret de klassiske gløgg og æbleskiver.

I 2016 gik jeg derfor på jagt efter en gløgg opskrift med hvidvin. Det krævede lidt smagninger før jeg var helt tilfreds, men til sidst fandt jeg frem til en dejlig krydret version med appelsin.

Appelsinen giver en dejlig sødme til hvidvinen og med lidt ekstra krydderier kommer der en dejlig krydret smag til den varme drik.

Du kan sagtens lave din gløgg ekstrakt i forvejen og have den stående på køl. Så er det bare at tilføje hvidvinen og varme drikken inden servering. Min hvid gløgg ekstrakt kan sagtens holde sig på køl i 1 uges tid.

Opskriften på hvid gløgg med appelsin finder du herunder i en fin printvenlig version, så du nemt kan tage den med i køkkenet.

Jeg har flere gange fået forslaget at forsøge med en æblegløgg, så det må være det næste der skal eksperimenteres med.

Hvilken juledrik nyder du i denne kolde tid?

Mange varme julehilsner Bianca

Hvid gløgg med appelsin

Her finder du mig

Du er altid velkommen til at kigge forbi min instagram @homebybianca, hvor jeg deler billeder af mine opskrifter, lidt af mine kreative input og livet som mor.

Bloggen kan også findes på facebook, hvor jeg løbende ligger links til de nye indlæg op. Bloggens facebookside findes her Home by Bianca 

På Pinterest pinner jeg opskrifter, kreative input og skøn inspiration under navnet Home by Bianca.

Er der noget du mangler eller gerne vil vide mere om, så er du altid velkommen til at spørge.

 

Hvid gløgg med appelsin til 2 personer

Hvid gløgg med appelsin - en dejlig varm krydret drik til de kolde dage. 

Ingredienser

  • 2 stjerneanis
  • 2 kanelstænger
  • 4 nelliker
  • 3 dl sød æblemost
  • 1 dl rørsukker
  • ½ stor appelsin skåret i skiver
  • 4 dl hvidvin
  • 2 spsk hakkede mandler
  • 2 spsk rosiner
  • Evt. et par skriver appelsin

Sådan gør du

  1. Kom krydderier, æblemost og appelsinskiverne i en gryde og lad det småsimre i 15 minutter. 

  2. Tag gryden af varmen og lad det trække 2-3 timer

  3. Tag krydderier og appelsinskiver op af gryden og tilsæt hvidvinen.

    Vil du gerne gemme din ekstrakt til senere, kan den hældes på flaske og opbevares i køleskabet i 1 uges tid. 

  4. Varm det op og hæld på glas med lidt hakkede mandler, rosiner og en skive appelsin. 

Hvid gløgg med appelsin

Udgivet første gang 21/12 2016

Opdateret dec 2018