Børnefødselsdage og temafester – sådan gør vi

Vi har netop holdt fødselsdag for børnene og herhjemme er det blevet en tradition, at vi vælger et tema at pynte op ud fra. Tidligere har det været mig der har stået for det, men i år har begge børn været med til at lave pynten og Amilia på 5 år synes det er fantastisk at vi pynter så fint op.

Tit bliver jeg mødt med udtryk som “sikke en super mor” og “du får vores andres børnefødselsdage til at se kedelige ud”, men det er altså ikke derfor jeg gør det. 
Jeg gør det kun af en årsag: fordi vi synes det er sjovt. 
Når vi holder temafesterne forsøger jeg at gøre det simpelt. Vi skal trods alt nå at gøre pynten klar og det skal ikke koste en formue. Samtidig bor vi på 80 kvm og så sætter det altså sine naturlige begrænsninger. Børnene har fødselsdag med 1 måneds mellemrum, så det er 1 fest, hvor vi inviterer familien og i år fik Amilia lov at invitere børnehaven hjem en dag også. Til besøget af børnehaven valgte jeg at genbruge noget af den pynt, der var i overskud fra året før og det fungerede fint. 
Indtil videre går det fint med at få valgt et tema begge børn synes er sjovt, men det kræver kompromiser når det er prinsesser og biler, som skal samles til en fest. Her er det en fordel at vi allesammen har en stor kærlighed for Disneys klassikere, så vi har haft valgt en film ud, som vi har set rigtig meget og så har jeg fundet noget pynt der passede dertil. Indtil videre fungerer det, men jeg er spændt på hvordan det bliver når Zander på 3 år, får lidt stærkere meninger om hvad han vil være med til. 
Temaerne indtil nu har været: 
Amilia 1 år: Peter Plys Picnic – se mere her
Amilia 2 år: Peter Plys og honningbierne – se mere her
Amilia 3 år og Zander 1 år: Alice i Eventyrland – se mere her
Amilia 4 år og Zander 2 år: Minnie og Mickey Mouse fest – indlæg under udarbejdelse
Amilia 5 år og Zander 3 år: Junglebogen – indlæg under udarbejdelse
Den første temafest med Peter Plys Picnic gik vi all in og både bordpynt og mad fulgte temaet. Det var rigtig sjovt, men også meget tidskrævende. Til temafesten med Peter Plys og honningbierne forsøgte jeg at få lidt fokus på honning i maden og det gav en lidt krævende menu. Mit udgangspunkt for endnu engang at være Peter Plys, var at Amilias tro følgesvend var en lille Peter Plys bamse og jeg var højgravid og ikke super opfindsom. Til temafesten med Alice i Eventyrland havde jeg en bedre strategi for, hvordan jeg ville gribe det an uden at det blev for stort et projekt og jeg begynder at have en idé om hvor jeg skal have fokus, så det ikke bliver alt for omfattende. 
Sådan gør vi: 
Når vi har valgt et tema, skal der besluttes hvor vi vil have fokus. Er det på pynten, borddækningen, maden eller noget helt fjerde? Jeg har fundet ud af, at for os fungerer det bedst at holde fokus på bordet og hvordan vi pynter det. Der er ikke plads til en masse andet i vores lille stue og det er det der er mest overskueligt at gå igang med. 
Herefter laver jeg et design for hvordan opdækningen kan laves og hvilke delelementer vi skal have lavet undervejs, så processen bliver gjort så overskuelig som mulig. Har man lyst til at lave andre elementer, som da vi lavede skilte til Amilias 100-meter skov – se her, kan de komme bagefter. På den måde når du de vigtigste elementer og det der giver den bedste oplevelse af temaet. Da jeg lavede temaet med Peter Plys og honningbierne spændte jeg alt for bredt og borddækningen blev nærmest ikke eksisterende, hvilket gjorde at temaet ikke rigtigt gav mening.

Så mit råd er, at tænke på hvordan du vil have bordet.
– Skal der bestemte farver service til?
– Er der en bestemt figur eller farve, som skal være det primære?
– Hvad er naturligt at have med i temaet?

Selv var jeg rigtig glad for måden vi fik inviteret figurerne med til bords ved både Peter Plys picnic og Alice i Eventyrland og det krævede ikke andet end en lamineringsmaskine og noget papir. I begge temaer findes der flere figurer end dem jeg valgte at tage med, men så har jeg valgt at holde mig til dem, som jeg synes kendetegner temaet bedst.

Ved både Minnie og Mickey Mouse og Junglebogen havde jeg valgt en mere ensartet borddækning, fordi det passede bedre til temaet, men her havde jeg sørget for at få købt service, som passede ind i temaets farver. Jeg bestiller service i england via ebay i god tid, så jeg er sikker på at jeg kan få det service, som jeg synes passer til.

2 Comments

Skriv et svar