Forkælelse til krop og sjæl – DIY

Hjemmelavede gaver er både gode at give og modtage. Her har jeg samlet opskrifter på body scrub, make-up pads og fodbadesalt.

Min veninde havde fødselsdag for et stykke tid siden. Ligesom os jonglerer hun med at få familieliv, arbejde og søvn til at gå op i en højere enhed. Derfor synes jeg hun fortjener lidt selvforkælelse i en lækker hjemmelavet økologisk udgave.

Jeg har derfor været i skabe og skuffer og fået kreeret lidt lækker skønhedspleje. Selv er jeg ret glad for body scub’en på albuerne nu hvor kulden kommer snigende. Den giver god pleje til tørre udsatte punkter på kroppen, fordi olien trænger ind og efterlader huden dejligt blød.

Makeup pads klar til brug giver hurtig og nem pleje til ansigtet og fjerner makeuppen uden en masse kemikalier. Dem er jeg selv spændt på at prøve af, især de aftener hvor sengen kalder og det bare skal gå stærkt.

Sidst men ikke mindst er der ikke noget bedre end et dejligt varmt fodbad. Jeg har tilføjet lavendel for at give en beroligende effekt, når der bare skal slappes af og nydes.

Body Scrub med mynte (1 glas): 
1 dl rørsukker
4 spsk kokosolie
2 spsk koldpresset jomfru olivenolie
1 håndfuld hakket frisk mynte

Hak mynten fint.

Rør olierne godt sammen til en homogen masse.

Tilsæt rørsukker og hakket mynte og kom på glas.

Makeup fjerner pads (2 glas):
3,5 dl vand
2 spsk baby shampoo (mild for øjnene)
1/4 tsk. babyolie
Store vatrondeller (ca. 50 stk)

Bland alle ingredienserne sammen i en skål.

Kom lidt af væsken i et glas og kom 5 vatrondeller ned i og lad dem suge væsken.

Hæld derefter lidt mere væske i og kom yderligere 5 vatrondeller i.

Gør dette til glasset er fuld. Jeg kunne have 25 stk. i hvert glas.

Afslappende fodbad med lavendel (1 glas): 
2 dl groft salt, evt. havsalt
1,5 tsk lavendelolie
4 spsk bagepulver
lidt tørret lavendel

Bland det hele godt sammen og kom på glas.

2 Comments

Skriv et svar