Go Back Email Link
Småkager med marmelade uden æg

Småkagerne er lavet uden æg, hvilket gør at de er lidt mere skrøbelige ved udrulning. Det er derfor en god idé at sørge for at udstikke så mange småkager som muligt i en udrulning. Se ovenstående tips og tricks. 

Ret: Kage
Antal: 24 stk
Ingredienser
  • 175 g koldt smør
  • 250 g hvedemel
  • 2 spsk kartoffelmel
  • 2 spsk vand
  • 125 g sukker
  • ca. 1 dl marmelade
Vil du gerne have kakao småkager tilsættes 4 tsk udsødet kakao (bagekakao)
Sådan gør du
  1. Kom melet i en skål og smuldr det kolde smør heri.

  2. Bland kartoffelmelet med vandet og sørg for at alle melklumper er rørt ud. 

  3. Tilsæt kartoffelmelsblandingen og sukker (og evt. kakao) til melblandingen og ælt det hele godt igennem til du har en samlet dej.

  4. Kom på køl i ca. 30 minutter eller til næste dag

  5. Rul dejen ud på et meldrysset bord og stik hjerter ud af dejen med en udstikker. 

    Sørg for at udrulle dejen så få gange som muligt, da dejen opsuger mere mel for hver gang og dermed bliver mere tør, så den vil smuldre. 

  6. Kom 12 hjerter på hver bageplade, så de ikke flyder sammen under bagning. 

    Start med toppen: 

    Kom 12 hjerter på 2 bageplader, altså 24 hjerter ialt og udstik et mindre hjerte, så du får hullet til marmeladen. 

    Grunden til at det først gøres på bagepladen er, at kanterne kan knække, hvis du udstikker hullet før de ligges på bagepladen. 

  7. Herefter laves 24 hjerter til bunden. 

    Har du ekstra dej, laver du lidt ekstra hvis nogen af dem skulle knække efter bagning. 

  8. Bag dem ved  200 grader almindelig ovn / 180 grader vamluft.  

    Toppene bages i 5 minutter og bundene i 6-7 minutter. 

  9. Lad kagerne afkøle og kom en lille klat syltetøj på de hele hjerter. 

    Læg derefter de hullede hjerter ovenpå.