Abrikosfyldt kylling med couscous, grønne linser og bacon

Aftenens ret blev til denne lækre couscous og linse blanding med kyllingefileter sødet af abrikoser.

Jeg havde set et sted at man kunne komme abrikoser i kyllingefileterne for at give dem lidt sødme, så det måtte bestemt prøves. Samtidig fandt jeg lidt couscous og grønne linser i skuffen, så det måtte blive tilbehør til. I køleskabet gemte sig lidt clementiner, som skulle til at bruges og så har vi stort set altid bacon og broccoli hjemme.

Der er en del elementer i retten og der skal bruges et par pander og gryder, men resultatet er en let, sød og lækker ret, som både er guf for øjnene og smagsløgene.

1 dl grønne linser
8 tørrede abrikoser
500 g kyllingefileter
Salt og friskkværnet peber
3 clementiner
1 dl couscous
1 pk bacon
1 broccoli
Persille

Start med at skylle linserne og sæt dem til at koge i 2,5 dl vand. De skal koge 30-45 min.

Skær abrikoserne i mindre stykker.

Skær et snit i kyllingefileterne og fyld dem med abrikoserne.

Kom lidt olie i sauterpande og krydr kyllingefileterne med salt og peber og læg dem i panden. Lad dem svitse lidt.

Imens halveres 2 clementiner og saften fra 1½ clementin presses ud over kyllingefileterne.

Læg låg på panden og lad dem koge i ca. 15 minutter. Vend fileterne undervejs.

Imens skrælles resten af clementinerne og skæres i mindre stykker.

Kom cousous i en skål og hæld 2½ dl kogende vand over. Lad stå i 5-10 minutter.

Skær baconen i strimler og steg det til det er sprødt. Lad det dryppe af på et stykke køkkenrulle.

Kog boccolien i 3 minutter, så den stadig er sprød.

Tag kyllingefileterne op og skær dem eventuelt i skiver.

Bland de grønne linser med couscous og kom det på en tallerken. Kom clementin stykker ovenpå sammen med bacon og broccoli og drys med persille.

Læg kyllingekødet ved og server. 

Skriv et svar